Vedtægter for Slagelse Esport
Officielle foreningsvedtægter godkendt på generalforsamlingen
§ 1. Foreningens navn
Foreningens navn er Slagelse Esport.
§ 2. Foreningens hjemsted
Foreningens hjemsted er Slagelse Kommune.
§ 3. Foreningens formål
Foreningens formål er at give alle interesserede i esport – uanset alder, køn, nationalitet og forudgående færdigheder – mulighed for at dyrke esport samt deltage i foreningens fællesskaber.
Foreningen skal skabe trygge rammer og et sundt fællesskab for medlemmerne baseret på grundprincipper som gensidig respekt, tillid og digital dannelse.
§ 4. Medlemskab
§ 4.1 Alle, der tilslutter sig foreningens formål, kan optages som medlem. Man er medlem af foreningen, når medlemskabet er registreret.
§ 4.2 Medlemskab forudsætter rettidig betaling af det fastsatte kontingent. Kontingentsatsen fastsættes af generalforsamlingen.
§ 4.3 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der modarbejder foreningens formål eller regler. Det ekskluderede medlem kan skriftligt forlange, at eksklusionen prøves på førstkommende generalforsamling.
§ 5. Generalforsamlingen
§ 5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
§ 5.2 Den ordinære generalforsamling afholdes årligt inden udgangen af marts måned. Der indkaldes med mindst en måneds varsel via e-mail til medlemmerne samt ved opslag på foreningens hjemmeside/Facebook-side. Indkaldelsen skal indeholde en foreløbig dagsorden samt det reviderede regnskab.
§ 5.3 Forslag til dagsordenen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før. Den endelige dagsorden udsendes/offentliggøres senest 8 dage før generalforsamlingen.
§ 5.4 Alle fremmødte medlemmer har stemmeret.
§ 5.5 Alle medlemmer, der er fyldt 18 år, er valgbare til bestyrelsen. Formand og kasserer skal være fyldt 18 år.
§ 5.6 Afgørelser træffes ved simpelt flertal, medmindre andet fremgår af vedtægterne (vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal). Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre skriftlig afstemning begæres af dirigenten eller mindst 3 medlemmer, eller ved kampvalg.
§ 5.7 Dagsorden for den ordinære generalforsamling:
- Valg af dirigent og stemmetællere
- Bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Fremlæggelse af handlingsplan og budget
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant
- Valg af revisor
- Eventuelt
§ 5.8 Bestyrelsen drager omsorg for, at der føres protokol/referat over generalforsamlingen.
§ 5.9 Bestyrelsen kan beslutte, at generalforsamlingen afvikles helt eller delvist digitalt, såfremt særlige omstændigheder gør et fysisk møde umuligt.
§ 6. Ekstraordinær generalforsamling
§ 6.1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af et flertal i bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 20 % af medlemmerne skriftligt fremsætter begæring herom.
§ 6.2 Indkaldelse skal ske senest 14 dage efter begæringens modtagelse med samme varsel og procedurer som ved den ordinære generalforsamling.
§ 7. Bestyrelsen
§ 7.1 Bestyrelsen varetager den daglige ledelse af foreningen mellem generalforsamlingerne.
§ 7.2 Bestyrelsen består af 4 medlemmer, der efter generalforsamlingen konstituerer sig selv med minimum formand og kasserer.
§ 7.3 Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode på 2 år og kan genvælges.
§ 7.4 Der vælges hvert år 1 suppleant til bestyrelsen for 1 år ad gangen. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder i valgperioden, indtræder suppleanten automatisk.
§ 7.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
§ 7.6 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper efter behov.
§ 8. Regnskab og økonomi
§ 8.1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret (1. januar – 31. december).
§ 8.2 Regnskabet føres af kassereren og skal indeholde en driftsopgørelse over indtægter og udgifter samt en statusopgørelse. Bestyrelsen er ansvarlig for rettidig udarbejdelse af regnskabet forud for generalforsamlingen.
